lørdag den 6. februar 2010

Træerne gror ikke ind i himlen



Fredag skulle Bambi (jeg var aldrig i tvivl om, at hun var en "Bambi") så stå sin store prøve. Jeg havde besluttet mig for at cykle gennem Golden Gate Park ned til vandet, en ca. 10 km cykeltur hver vej. Jeg kom imidlertid ikke længere end til den første bakke, før jeg kunne konstatere, at Bambis dæk var klar til at sprænge, så der var desværre ikke andet at gøre, end at suse forbi en cykelsmed, der kunne sætte nogle nye dæk på. Jeg blev en smule deprimeret over at konstatere, at nye dæk kostede godt det samme, som cyklen havde kostet.



20 min og en smule surmulen senere var Bambi klar igen og turen kunne gå til Golden Gate Park. Turen var super lækker og parken er virkelig gearet til cyklister. Parken er ca 6 km lang og har en væld af forskellige attraktioner som en japansk te have, en zoo, et slags museum, en polo bane (!), bøfler (!), fodboldbaner m.v.





Efter en smuk tur gennem parken nåede vi vores mål, stranden. Det var en forholdsvis vindstille dag og alligevel var der 4-5 m høje bølger. Jeg skal her indskyde, at jeg har droppet alle planer om at bade i havet ud fra San Francisco. Hun er sgu en vred kvinde hende Frk. Pacific!



På hjemturen slog vi så et smut forbi Alamo Square, der som bekendt huser de berømte "Painted Ladies". Det er nogle enormt fascinerende og smukke huse, men som alt andet, der er værd at se i San Francisco, ligger de på toppen af en stejl bakke (havde nær kostet mig livet - suk!). Alt i alt en kanon tur og det er bestemt ikke sidste gang jeg har cyklet gennem parken.



Bambi sover fortsat sammen med mig men jeg har bestilt en lås fra Amazon så fra tirsdag ryger hun i kælderen, hvad enten hun synes om det eller ej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar