If you're going to San Francisco

Jeg synes I derhjemme skulle have muligheden for at nyde dette fantastisk smukke billede Karsten har taget af San Francisco og The Golden Gate Bridge.

Den "søde" eksamens tid

Den sidste uge har budt på eksamenslæsning op til min første eksamen i Corporations (selskabsret) på tirsdag. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle beskrive følelsen af på ny at skulle arbejde hårdt på eksamens læsning, så jeg har tilladt at lade min gamle ven Sten forklare sagerne.



I forbindelse med min eksamen på tirsdag vil jeg gerne lige forklare en lille ting, jeg har et lidt anstrengt forhold til, i forbindelse med den suppedas jeg har bragt mig selv herovre. Min Corporations eksamen er multiple choice, hvilket betyder, at eksamen består af 100 små spørgsmål, der alle har 4 svar muligheder. Amerikanerne har valgt ikke at forsøge at undgå, at de studerende gætter, når de ikke kender svaret (og det burde jeg vel egentlig have sagt mig selv, når nu Las Vegas kun er en time væk) . Det betyder, at hver gang man ikke kender svaret, så lukker man øjnene og sætter et kryds og håber på det bedste. Med andre ord burde jeg statistisk set få 25 rigtige, hvis jeg sætter 100 tilfældige krydser og her er det min bøf med systemet opstår. Jeg synes jeg har set rouletten blive rød 20 gange i træk nok gange til at indse, at når man teoretisk set burde få 25 rigtige, hvis man gætter 100 gange, så betyder det i praksis, at man kan ende med alt fra 10 til 50 rigtige alt afhængig af ens "held". Aldrig har ordene "held og lykke med eksamen" givet så meget mening som her.

Så savner jeg sgu de danske essay eksaminer, som nok bedst kan forklares med nedenstående illustration (endnu engang tak til Sten for at udtrykke det så smukt).

Bromance i Napa Vallay

Peter (der som bekendt gør Vancouver usikker i disse dage) havde besluttet sig for at tage endnu et smut forbi San Francisco for at besøge hans onkel. Det kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørigt, så jeg foreslog en romantisk tur til wine country til vinsmagninger, stearinlys middag på en romantisk italiensk restaurant og en overnatning hos Casa del Eichen (oplevelser jeg som regel reserverer til Charlotte (og hun vil nok mene for sjældent!), men hvem kan sige nej til så flot en fyr?). Behøver jeg at sige, at vi havde en fantastisk dag?



Peter havde sørget for en temperamentsfuld dame til at bringe os nordpå ind i det berømte vinland.



Det var lige godt pokkers, at man skulle finde et middelalder(agtigt) slot (bygget i 1970) på den amerikanske vestkyst. Vi betalte naturligvis gerne en uhyrlig høj indgang for at opleve denne kulturelle perle på helt tæt hold.

Hastings Night at the Giants Game

Så blev det tid til at prøve kræfter med den mærkværdige sportsgren baseball. Jeg skal ikke gøre et langt foredrag ud af det, men blot sige, at jeg ikke er meget for sportsgrene, hvor kampene varer 3-4 timer.



Det viste sig hurtigt at ligesom alt andet i USA, så handler baseball om mad. Garlic gries for at være præcis. Efter min overbevisning er at baseball designet specifikt til indtagelse af mad og øl fordi kampene er enormt lange og der er meget få spændende øjeblikke, så man misser intet hvis man lige henter lidt mere at spise (jeg drak naturligvis ikke, da der var skole dagen efter (og vigtigere endnu så ville de have $ 9 for en øl!)).



Til min store glæde sad vi så højt oppe, at vi havde en kanon udsigt over havnen og Oakland på den anden side af vandet.



Så kom de i gang. Som en lille ekstra info kan jeg fortælle af cola flasken er en rutchebane.



Intet hold komplet uden en maskot. Jeg tror det er en slags sæl eller hvalros, men det er svært at vurdere for al den orange pragt.

Besøg af Lars DC

Jeg beklager meget, at der er gået næsten 2 uger siden mit sidste blogindlæg, men jeg har haft fint besøg af selveste Lars Damsgaard Christensen aka Lummergøjen. Onsdag d. 31/3 omkring kl. 23.04 ankom min gæst langt om længe. Han havde siddet fast i Atlanta og måtte tage et senere fly, så det var en brugt træt mus, der langt om længe ankom til min ydmyge bolig og gik direkte på hovedet i seng.



Torsdag blev det til en lyntur forbi San Franciscos højdepunkter inden jeg skulle til undervisning og Lars kunne få sovet lidt jetlag af. Allerede fredag gik det imidlertid løs, da vi skulle flyve til Las Vegas - Sin City. Da vi ankom til San Francisco lufthavn fredag morgen kl. 08.00 var vi overraskende over ikke at kunne finde vores fly på boarding skærmene. En rar United dame kastede imidlertid lys over situationen ved at forklare, at vores fly gik kl 8.50 PM ikke AM altså kl. 20.50. Panikken skulle lige til at brede sig, da udsigten til at tilbringe 12 timer i San Francisco lufthavnen og samtidig miste en ½ dag af vores kun 2 dages ophold i Vegas, hverken behage Lars eller mig. Vi slap dog med frygten, da United var i stand til at putte os på en venteliste, så vi på mirakuløs vis kom med flyet kl. 8.50 (jeg tør ikke tænke på hvad Lars havde gjort ved mig hvis vi havde måtte vente til kl. 20.50).

Godt 2 time efter ovennævnte "near death experience" kunne vi så træde ud af flyet i Nevada ørkenen i McCarran International Airport. Vi skulle ikke længere end ud af flyet før de første enarmede stod parate i lufthavns terminalen - Vegas er nu en fantastisk by!



Efter en god weekend i Vegas (der føltes som en hel uge) gik turen søndag videre til L.A. I Los Angeles havde vi bestilt en bette vogn, som skulle bringe os sikkert og solbrune op af kysten på den berømte Highway 1 tilbage til San Francisco. Turen var planlagt således, at vi havde søndagen og mandagen i L.A. og så skulle vi bruge tirsdag, onsdag og torsdag på at lægge den smukke Highway 1 strækning bag os i vores nye lånte cabriolet (det var bestemt ikke til diskussion at den skulle være orange!). Las Vegas og L.A. bød på en masse spændende oplevelser, men dem vil jeg gemme til et senere indlæg, når jeg får billeder fra Lars' kamera.



Tirsdag morgen begyndte den store roadtrip mod San Francisco så og vi fik tilrettelagt det således, at vi kunne spise morgenmad i den lille by Solvang lidt nord for Santa Barbara. Det sjove ved Solvang er, at byen er baseret på et dansk tema. Mere præcist sagt, så er hele byen som taget ud af en Morten Korck film. Det blev derfor et møde med æbleskiver, et pizzaria i rundetårn, et kvarter ved navn Nyborg Estates og gadenavne som Copenhagen og Aalborg m.v. Vi gjorde naturligvis hurtigt opmærksom på vores danske nationalitet i forventning om at få lidt VIP behandling, men det skulle desværre vise sig, at langt størstedelen af byens beboere havde glemt deres danske modersmål, så der var ikke meget opmærksomhed at hente fra de unge staldpiger.



Arne's famous Aebleskiver var godt 3 gange større end nogen æbleskive jeg nogensinde har set, men det er jo sådan, at alt i USA skal være større.



Paradoksalt som man straks griber chancen for at få taget en lille lækkert billede som dette, når man er i udlandet, men at jeg formentlig aldrig kommer til at besøge Amalienborg i København.



To ungkarle ude på unoder på Californiens kyststrækning.



Vi formåede at opholde os 3 nætter på moteller med pool (der var stik mod alt hvad jeg har lært fra amerikanske film ingen lig at finde i disse) og køre 3 dage langs den Syd Californiske kyst uden at gå i vandet en eneste gang. Til vores forsvar skal jeg dog nævne, at vandet så ret køligt ud og vi har med to sarte små væsener at gøre.



Lars havde hjemmefra erhvervet sig en guidebog over Californien i forventning om, at han skulle opsnappe en masse guldkorn til vores tur. Lars fik imidlertid kun læst nogle få sider i flyet, men en af de få ting han nåede at læse om var "The Mystery Spot" som han derfor insisterede på at slå et smut forbi. Stedet ligger lidt syd for San Francisco i Santa Cruz så det blev derfor sidste stop på vores lille roadtrip inden San Francisco.



The Mystery Spot er en turist attraktion, hvor man guides op af en lille bakke, ind i en hytte og tilbage igen. Angiveligt skulle GPS'er og andet elektronisk udstyr ikke virke indenfor dette lille område. På turen bliver man konfronteret med forskellige tyngdekrafts mysterier og lignende mærkelige fænomener. Inde i hytten kan man f.eks. tage billeder, hvor det synes, at personer på billedet står i en 45 graders vinkel uden at falde, men dette skyldes efter min opfattelse i optisk bedrag (det er hytten der er skæv og personen, der står lige). Det sjoveste ved besøget var et eksperiment, hvor personer bliver stillet op overfor hinanden på en planke. Derefter skifter personerne plads og det synes nu som om, at de har skiftet højde i forhold til hinanden. Hvorvidt dette også skyldes optisk bedrag eller hvordan dette kan forklares skal jeg ikke rode mig ud i. Jeg har vedlagt to billeder, der viser dette såkaldte højde skift, så kan i selv bedømme om der er noget om snakken.





Til de interessede kan jeg oplyse, at en kugle placeret på planken, de to står på, ruller mod højre, hvilket betyder, at fænomenet ikke kan forklares ved, at højre side skulle være højere placeret.

Resten af onsdagen, efter vores tilbagevenden til San Francisco på ny, gik med en smule fodbold med amerikanerne og ellers at ligge vandret efter at have været på farten i knap en uge.



Torsdag aften var det blevet tid til at Wicked skulle ses og genses (anden gang for mit vedkommende). Også denne gang lykkedes det os at vinde billige billetter, så det var to glade små drenge, der indfandt sig på syvende række i Orpheum teatret. Endnu engang skuffede Wicked ikke (det har nok været et ømt syn, da Lars og undertegnede midtvejs igennem første akt sad og snøftede om kap) og der er ingen tvivl om, at stykket tålte et gensyn. Jeg skal end ikke udelukke, at jeg kunne snuppe en tredje gang, hvis nogen lokkede.



Med kun to dage tilbage i San Francisco skulle, var det på med eventyrhatten og op i sadlen, da vi fredag tog en lang cykeltur over Golden Gate Bridge til en lille turistby ved navn Sausalito. På vejen blev der tid til et kort smut forbi Pier 39 og Fisher Man's Wharf, hvilket skulle vise sig at være rigtig smart, da fredagen blev sidste dag med godt vejr.

Det var alt for denne gang men jeg regner med, at lave et indlæg og vores eventyr i L.A. og Las Vegas når Lars får sendt mig billederne derfra, så jeg kan huske, hvad der er sket.