Fodboldturnering

Fredagen bød på en fodboldturnering i husets indendørshal, så alle sejl var sat ind på at revanchere dodgeball fadæsen. Vi havde sat et stærkt Team Europe bestående af en tysker, en hollænder, en spanier og en lidt blegfed men meget entusiastisk dansker. Jeg skal ikke gå i detaljer med udfaldet, men blot konstatere, at rejsen sluttede brat, da vi løb ind i en ordentlig amerikansk øretæve i semifinalen. Hvem skulle have troet, at amerikanerne ville bringe sådan et krigsånd til en sportsgren, som de til stadig insisterer på at kalde et forkert navn (læs: Soccer)?

Negotiations and Settlements

For nu ikke at give indtryk af, at det hele er spas og løjer, tænkte jeg, at jeg hellere måtte få skrevet lidt om det faglige indhold af mit ophold.

Det mest spændende af mine fire fag er Negotiations and Settlement, der handler om at mestre forhandlingens ædle kunst. Hastings College of the Law er særlig specialiseret i ADR fag (alternative dispute resolution), så jeg er bestemt kommet til det rette sted.

Nedenstående er et eksempel på en af de fiktive forhandlinger som vi opsætter i hver time. Nedenstående var lidt særlig fordi den skulle videooptages, men det giver mig jo heldigvis mulighed for at vise jer derhjemme, hvordan en forhandling kan se ud (og hvor utrolig akavet jeg kan gebærde mig).

Setuppet er følgende: Advokat Ms. Newman er blevet fyret af hendes chef Mr. Popcheck fra hendes job på et advokatkontor efter 2½ års arbejde. Ms. Newman mener, at hendes fyring er udtryk for sexchikane, mens hendes chef påstår, at hun bliver fyret fordi hendes arbejdsindsats ikke er tilfredsstillende. Derhjemme ville sådan en sag (nu må eventuelle arbejdsretseksperter endelig rette mig!) nok blive håndteret i byretten indenfor en overskuelig tidshorisont, men i USA er det simpelthen så dyrt, langsomt, vilkårligt og besværligt at føre retssager, at en langt mere populær løsning er at blive enige om et settlement over forhandlingsbordet (forhandlingsvejen benyttes naturligvis også meget i Danmark, men langt fra i den udstrækning som man oplever herovre).

Jeg skal beklage, at klippene er dårligt beskåret men, da det viser sig at jeg har 10 tommelfingrer når det kommer til videobeskæring bliver det ikke bedre.

Indledningen til forhandlingen - banen kridtes op.


Noget længere inde i forhandlingen, hvor der kommer ønsker om andet end ren økonomisk kompensation på bordet.


Flere krav kommer på banen.


Efter en 30 minutters intensiv forhandling bliver parterne endelig enige. Ms. Newman modtager en undskyld fra Mr. Popcheck for de misforståelser, der er opstået mellem dem, hun får en gavmild anbefaling fra Mr. Popcheck, advokatkontoret vil fremover undervise i hvordan sexchikane på arbejdspladsen kan undgås (efter ønske fra Ms. Newman) og endelig (og nok også vigtigst) en kompensation på $ 60.000 svarende til differencen over 2 år mellem hendes daværende job inklusiv bonusser og hendes nye job.

Jeg ser en smule nedtrykt ud, men det skyldes, at forhandlingen lidt havde efterladt mig med en smag i munden af, at jeg var blevet kørt over af min dygtige modstander. Sådan kan det jo gå for selv den bedste forhandler.

"Zen øjeblikke"

Lørdag fik nogen den lyse ide, at vi skulle tage ud i den skønne natur nord for San Francisco og vandre. Det blev vi en naturskøn oplevelse rigere af og en del kalorier fattigere. Når man så smider et brag af en burger ved Stinson Beach, på halvvejen, oveni, så har man opskriften til en potent tre trins raket jeg har valgt at kalde motion, ro og bacon. Det kan få selv det mest stressede sind til at opnå en indre zen tilstand (nu var det nu ikke fordi jeg var voldsomt stresset i forvejen, men alligevel).



Et par eksemplarer af de majestætiske "California Redwoods". Enkelte af dem skulle være op til 2.200 år gamle og blive 115 m høje. Det slår juletræet på Hedetoften med et par længer, skal jeg hilse og sige.



The bigger they are the harder they fall....



Udsigten fra en romantisk lille bed and breakfast, der skænkede en kold Sierra Nevada Pale Ale op til lidt "after hiking" hygge (Sierra Nevada Pale Ale er blevet min nye lokale ven. Producenten beskriver hende med disse smukke ord "Sierra Nevada Pale Ale is a flagship beer... It is a flawless beer that opens with bright, perky high notes of maltiness and orange blossom and segues into a delectable hoppiness.").

GO WARRIORS!

Mandag aften blev der tid til at smutte forbi en basketball kamp mellem vores lokale hold The Golden State Warriors og The L.A. Lakers, der skulle være det bedste hold i NBA for tiden.



Som billedet antyder sad vi temmelig højt oppe under loftet. Der var heldigvis ingen, der fik næseblod og alle kunne vidst følge med i kampen (om end med en smule hjælp).

Det blev et brag af en kamp selv om The Warriors tabte 110-107 (de virkede ikke som om de nogensinde var rigtig inde i kampen, men mere som om The Lakers kørte lidt på reserverne - om ikke andet, så for at skabe lidt spænding). Det gik sågar så vidt, at The Warriors havde to solide forsøg til at få en uafgjort (og dermed overtid) i kampens døende sekund(er), men begge forsøg var desværre et mulehår ved siden af.



Glade tilskuere på lægterne.



Den rigtige kost skulle naturligvis være på plads, så der skulle samles kræfter til at heppe på hjemmeholdet.



Nederlaget til trods har The Warriors fået sig en ny fan, omend jeg tvivler på, at det hjælper dem meget på nedrykningsstregen.

Lottes sidste dag i SF

Jeg tænkte jeg lige ville dedikere et indlæg til at berette om Charlottes sidste dag i San Francisco. Det var mildest talt en fantastisk dag.





Først var der St. Paddy's Day parade ned af hovedgaden. Det betød at et kæmpe optog med alverdens gøgl og løjer. Det er nu svært ikke at føle sig en smule irsk når man er omgivet af sådan et virvar af grønne glade mennesker.



Næste stop var en slags flæskestegssandwich, der angiveligt skulle være af en anden verden. Det måtte jeg naturligvis undersøge rigtigheden af.

Lad mig med det samme sige, at jeg aldrig nogensinde har haft sådan en festfyrværkeri af svin i min unge mund før. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde. Det var meget smukt!

Til sandwich entusiasterne kan jeg henvise til denne hjemmeside hvor de beskriver, hvordan den laves http://midtownlunch.com/2009/11/09/3-more-lunches-midtown-needs-from-sf-a-roli-roti-porchetta-truck-meat-cones-tongue-tacos/



Sandwichen blev bestemt heller ikke værre af, at et hold gøglere spillede pirat country (!?) musik. Det var alt sammen meget rørende.



Jeg har hørt hvisken i krogene om at mere hud på bloggen ville sælge. So here goes....



Herefter stod den på et stop forbi Lombard St. der er et af San Franciscos varemærker. Det er i af sin enkelthed en meget snoet vej, men den er utrolig smuk om sommeren, når der kommer blomster over det hele.



Dagen blev sluttet af med maner på den bedste tapasbar jeg nogensinde har besøgt. Billedet viser restaurantens sangria beholdning som vi lystigt gik ombord i.



På vej hjem fra Tapasbaren faldt vi over en lille bar, der serverede deres herligheder i store bowler. Det kunne vi naturligvis ikke sige nej tak til.

Som en lille opfølger på aftenen kan jeg afsluttende løfte sløret for, at Lotte ikke var tilfreds, da hun vågnede morgenen efter med hovedpine og kom i tanke om, at hun skulle ud og flyve i 15 timer.

Aloha and Mahalo

Så har Charlotte desværre forladt guds land og vendt næsen hjem mod Frederiksberg. Det var en lidt sørgelig afsked men sådan er det jo engang imellem og jeg er heldigvis snart hjemme igen.

Det blev til en skøn tur til Hawaii og i skal naturligvis ikke snydes for et par gode billeder fra vores dejlige lille ferie.



Der var en fantastisk udsigt over Waikiki fra Diamond Head i Honolulu. Vi parkerede ved foden af bjerget og måtte vandre op. Det var turen værd, men det bliver ikke en vandretur jeg har tænkt mig at gentage!



Charlotte blev MEGET forelsket i cupcakes fra et lokalt konditori.



Selv en standhaftig kriger har svagheder. Et stk. "Shave Ice" - slush ice for viderekomne. Fantastisk koncept!



Klokken er opsat ved et lokalt budhist tempel som vi besøgte en af de sidste dage. Det skulle bringe held af slå på klokken og det kan man jo aldrig få for meget af. Træpælen var egentlig let som en fjer, men vi tog vores turiststatus meget alvorligt, så vi kunne naturligvis ikke afslå muligheden for at godt foto.



Det blæste "en lille smule" næsten alle dagene. Det betød desværre, at det var lidt for koldt til at ligge på stranden og dase på trods af at solen bestemt ikke holdt ferie. Den kraftige sol og vinden betød at jeg blev småforkølet mens Lotte blev ret solskoldet. Noget kunne indikere, at virkningen af klokken lader vente lidt på sig.



I jagten på gode oplevelser besluttede vi os for at tage ud og ro i kajak. Turen tog afsæt på Kailua stranden (kåret til Amerikas bedste strand). Derfra roede vi så til en lille ø, der agerede fuglereservat for diverse trækfugle m.v. og så retur til frokost og lidt snorkling omkring de lokale rev. Som en lille appelsin i turbanen havde Poseidon besluttet sig for at det kunne være morsomt at give os modvind på turen ud til øen. Vi forventede derfor, at kunne nyde lidt medvind på hjemturen, men sådan skulle det ikke gå, da vinden nåede at vende, mens vi var på øen. Jeg kan afsløre, at vi begge var en smule møre dagen efter.



Hvem sagde Surfer Chick?




Før omtalte ø havde et skønt lille badekar. Guiden kunne bagefter fortælle, at dengang Hawaii stadig var et monarki brugte de royale øen og "badekaret" som deres eget private lille paradis.



Ingen tur til Hawaii er komplet uden en skøn strand med fint hvidt sand og krystalklart vand. Det er uden sammenligning de smukkeste strande jeg nogensinde jeg har besøgt.



De tykke fra Frederiksberg © var for en kort stund "De tykke i Waikiki" ©.

Lotte på besøg i SF

Sidste fredag ankom Charlotte så til San Francisco. Derfor har der ikke meget meget aktivitet på bloggen den seneste uge. Da jeg i skrivende stund netop er ankommet til Hawaii bliver det her ikke noget teksttungt indlæg. I stedet vil jeg lige give jer et par billede fra vores ture rundt i SF.



Er der noget bedre end de billeder, man kun kan tillade sig at tage, forbi man er et fremmed sted som turist?



Jeg insisterede på, at vi prøvede hofretten på havnen her i San Francisco, "Clam Chowder". Retten kan vidst bedst beskrives som en tyk muslingesuppe (vælling?) serveret i et udhulet brød. Nu hvor det er prøvet, kan jeg godt løfte sløret for, at det ikke var en succes jeg har tænkt mig at gentage i nær fremtid.



Billedet her er fra Alamo Square, der er berømt for at huse de såkaldte "Painted Ladies" (træ huse i flotte farver) som San Francisco er så kendt for.



Det blev også til et smut forbi Castro, der huser den mere seksuelt liberale del af byen. Billedet er fra et sjovt lille konditori i starten af Castro St. Hvis nogen er interesserede (Nyberg det er her du skal slå til!) kan jeg godt diske op med flere lidt mere kontroversielle billeder fra Castros butikker, men jeg synes ikke de hører til på denne blog.



Charlotte insisterede på, at vi tog dette billede efter hun havde trukket sin cykel op af bakken med mig cyklende ved siden af. De er sgu nogle kære væsener de kvinder ik....



På Charlottes anmodning bevægede vi os en tidlig morgen, i silende regnvejr, til byens mest feterede morgenmads hus "Mama's". Det viste sig at være et genialt træk, at vi valgte en trist regnvejr morgen, da vi fuldstændig slap for ventetid på at få bord (der er ellers normalt er 1-3 timers ventetid i hele åbningstiden).

Som en lille trist bemærkning kan jeg fortælle, at Charlotte blev udsat for et godt gammeldags røveri på vejen hjem. Hun ventede på mig foran en butik med vores to cykler, da en hjemløs truede hende med en springkniv til at udlevere den ene af cyklerne. Jeg skal sige fra Charlotte, at hun er ved godt mod og at oplevelsen har givet hende (flere) hår på brystet.



Som et lille plaster på såret drog vi dagen efter ind for at se San Franciscos berømte opsætning af musicalen "Wicked". De udlover hver dag en række billige billetter og vi var så heldige at vinde nogle billige billetter til aftenens forestilling. Til dem der ikke kender Wicked kan jeg fortælle at det er en spin-off historien på den gamle The Wizard of Oz fortælling om Dorothy fra Kansas, der flyver i hendes hus til den magiske verden Oz. Stykket har været en kæmpe succes verden over og efter at have set den må vi begge sige at vi forstår hvorfor (pigen ved siden af os havde angiveligt set stykket 15 gange og manden foran os havde set det 27 gange!).

Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle at Det Ny Teater har købt rettighederne til stykket og planlægger en snarlig opsætning i København. Hvis den danske udgave bliver halvt så god som den engelske kan jeg varmt anbefale alle at gå ind og se stykket ved lejlighed.




Regnen fortsatte med spredte mellemrum flere af dagene, men vi holdt humøret højt (stærkt hjulpet på vej af Starbucks og andre af livets glæder).



Sidste aften i San Francisco havde jeg besluttet mig for, at vi skal skulle besøge Cheese Cake Factory (jeg har tænkt mig ved lejlighed at dedikere et særligt indlæg til denne guddommelige restaurant/konditori kæde). Jeg skal ikke gå i detaljer om de hvin, støn og andre mærkelige lyde Charlotte gav fra sig, da hun så kagemontren, men blot konstatere, at pigebarnet kom en nærmest euforisk tilstand, som jeg stadig ikke tror hun helt har forladt. Charlottes valg faldt på denne smukke sag http://www.thecheesecakefactory.com/menu/Cheesecake/stefanies_ultimate_red_velvet_cake_cheesecake. Et imponerende stykke kage, men jeg skal hilse og sige, at det ikke var for nybegyndere (puuuha!).

Som nævnt ovenfor er vi i dag ankommet til Hawaii, hvor størstedelen af min spring break skal tilbringes. Så snart der er billederne at vise lover jeg, at jeg forsøger at få lagt dem på bloggen.