BOB

BOB eller Beer On the Beach (the beach er en reference til et udendørs fællesareal foran universitet) er hygge og fri øl i det gode vejr hver anden torsdag. Skønt siger du så - men jeg har i al min visdom fået lagt min eneste obligatoriske time hver eneste torsdag i netop dette tidsrum. Det betyder i praksis, at jeg lige præcis kan nå at hælde én øl ned, før jeg skal skynde mig over til en tre timer lang eksercit i forhandlingstaktik. Har man da aldrig kendt mage!

Traffic control

Torsdag aften var sidste aften før Charlotte ankommer til SF, så jeg var blevet lokket til en trafiklysfest arrangeret af APALSA, der står for Asian Pacific American Students Association. Til dem, der ikke lige er med på noderne i teenage agtige temafester kan jeg afsløre, at ideen med en trafiklysfest er, at man iklæder sig tøj, der antyder om man er interesseret i at møde ligesindede af det andet køn (det skal stå uvist hen om der var en farve, der antyder, at man ønskede at møde mennesker af samme køn (ved nærmere eftertanke hedder den farve nok læder)). Med andre ord skulle man iføre sig grønt, hvis man var "single and ready to mingle", gult hvis man var "undecided - try me!" (som vidst er fransk for "jeg er klar, hvis du er køn nok") og endelig rød for at signalere "I'm taken". Der var med andre ord linet op til en aften med billige øl og gifteklare asiatere så langt øjet rakte. Jeg havde på anmodning fra Fruen iført mig en rød T-shirt for klart at signalere, at jeg ikke var på markedet (tøjvalget blev dog hjulpet noget på vej af faktummet, at jeg simpelthen ikke ejer grønt eller gult tøj, som jeg ville vise mig uden for en dør i).



Fyren på billedet hedder Wei og er en australsk udvekslingsstudent. Han fortjener en særlig ros for virkelig at fange trafiklys festånden ved at have iført sig grønt, gult og rødt (hoved).

Ristet med det hele

Måtte simpelthen lige prøve SF's bud på en hot dog med det hele. Det foregik på Showdogs, der under mottoet "The noblest of all dogs is the hot dog, for it feeds the hand that bite it" har specialiseret sig i pøller og øl af høj kvalitet.

Selv om jeg er stor tilhænger af vores national symbol (pølsevognen), så må jeg indrømme, at Showdogs forstod at servere en hot dog med bbq fritter og en velsmagende frugtøl på en måde, der sender pølsevognen på Strøget til en alvorlig eftersidning i skammekrogen.

Lake Tahoe - Kirkwood

Så blev det langt om længe tid til, at jeg skulle besøge Lake Tahoe og få strukket brædderne lidt i sneen. Det var en 4 timer lang bustur så vi stod op kl. 3 om morgenen for at nå vores bus, der gik kl. 4.



Kl. 8.30 stod vi så på pisten i høj solskin og var klar til at springe ud i det. Jeg skal i denne forbindelse bemærke, at skiltet på toppen af bjerget gjorde mig en smule nervøs.

På trods af hvor komfortabel og billig turen var, var det kun Karsten (en af de andre danske drenge i San Francisco) og jeg, der kunne lokkes ud af fjerene og komme afsted. Det var imidlertid meget lækkert, da vi var på stort set samme niveau (bortset fra, at Karsten var mere yndefuld end mig - men hvem er ikke det?).

Det gode vejr holdt desværre ikke og op af dagen begyndte det således at vælte ned med sne. Det hindrede os dog ikke i at have en kanon dag og det er bestemt ikke sidste gang jeg smutter på en en-dagstur til bjergene.



Da dagens skiløb var overstået, stod den på hotdogs og rødvin i snestorm. Hvad mere kan man bede om?

Dodgeball mania

UC Hastings holdt i fredags en dodgeball turnering for alle eleverne. For dem, der ikke kender dodgeball kan jeg afsløre, at det minder meget om Høvdingebold bortset fra, at der spilles med 8 bolde i stedet for én. Det er med andre ord et voldeligt og ondskabsfuldt spil, der skaber en social hakkeorden, hvor de stærke dominerer de svage.

Vi havde lavet en hold af exchange studerende, der skulle stille op mod den amerikanske overmagt. Nogen havde fundet på navnet eX-fighters, så der var høje forventninger, da vi første gang gik på banen. Det viste sig imidlertid hurtigt, at europæere ikke besidder de store dodgeball egenskaber (undertegnede inkluderet). Vi blev simpelthen kørt af banen på få sekunder i hver kamp til de hånende råb af de amerikanske tilskuere.

En klog man sagde engang "If you can dodge a wrench, you can dodge a ball". Jeg kan nu ærligt sige, at jeg ikke kan nogen af delene.

En lang weekend - Viva Las Vegas

I fredags skrev Eva (en god veninde fra jurastudiet) til mig, at hun var med sine forældre i San Francisco, så vi blev enige om at snuppe en drink alle sammen. Dette foregik på en bar ved navn The Tonga Room, som lå i nærheden af deres hotel. The Tonga Room har den særlige attraktion, at der engang i timen er en tropisk regnstorm indendørs. Det var meget skægt at opleve og det viser meget fint, hvor meget barer i SF gør ud af at stå ud fra mængden.



Efter to gode Mai Tais tilbød Eva og hendes forældre, at jeg kunne tage med dem ud og spise. Dette takkede jeg naturligvis ja til. De havde bestilt bord på The Stinking Rose - et sted, der i min guide bog er beskrevet med ordene "hvidløg med mad på". Maden var super lækker, men beskrivelsen af stedet var meget rammende, for der blev mildest talt ikke sparet på hvidløgene. Jeg kan f.eks. oplyse, at jeg fik en række spareribs, hvortil der var anvendt 25-30 fed hvidløg.



Om lørdagen havde jeg aftalt med 3 andre udvekslingsstuderende og den enes kæreste, at vi skulle et smut til Las Vegas "Sin City" i en lejet bil (det er en 9½ times lang køretur så et smut er måske så meget sagt). Det skal i denne forbindelse indskydes, at der IKKE var ros for mit valg af restaurant aftenen før, så der blev kørt med åbne vinduer det meste af vejen.

Ud på aftenen ankom vi så til Las Vegas. Leon (en tysk udvekslingsstuderende) havde bestilt et særdeles billigt hotel værelse tæt på centrum hvor vi skulle bo sammen. Da vi ankom til hotellet kunne de imidlertid oplyse at hotellet var overbooket og at de ikke havde nogen ledige værelser til os. Efter lidt diskussion med vores booking bureau fandt vi et andet ledigt hotel, der dog var dobbelt så dyrt og i den helt anden ende af byen.



Hotel problemer til trods fik vi hurtigt humøret op igen. Det nye hotel viste sig også at bringe det gode med sig, at jeg mødte selveste Mr. Elvis Presley (imponerende at han ikke er for fin til at tilbringe tid med folket og bo steder, der er, eller ihvertfald burde være, uden for kategori på stjerneskalaen).

De andre jeg var afsted med var mest til at tage tidligt på diskotek (hvilket jeg ikke rigtig følte for), så de fleste af mine nattetimer gik med at besøge diverse casinoer og kigge på gøgl og besøge pokerrum (og gøre godt brug af deres tilbud om fribar til pokerspillere).



Billedet er fra Paris Hotel & Casino, hvor jeg simpelthen blev nød til at erhverve mig en Eiffeltårns drink.



I baggrunden ses hotellet New York New York.



Billedet er taget fra hotellet Mirage, der kan pryde sig med at have en indendørs regnskov og en vulkan, der går i udbrud en gang i timen om aftenen.



Mandag morgen var det så fem trætte krigere, der satte sig ind i vores Toyota Corolla (jeg døbte hende Coco) og vendte snuden hjemad mod San Francisco. På hjemturen kvitterede Nevada ørkenen for en god weekend med en smuk solnedgang.

Law Firm Economics 101

Jeg deltog i går i et foredrag ved navn Law Firm Economics 101. Foredraget var frivilligt og fokuserede på, hvordan advokatfirmaer organiserer sig, hvordan klient opbygning foregår og hvilke trends, der er i markedet.

Foredraget var ret spændende og det var interessant at se hvilken retning de amerikanske advokatfirmaer har rykket sig i. Jeg noterede mig under foredraget, at foredragsholderen, der var administrerende partner hos et stort kontors San Francisco afdeling, dansede lidt let om emnet om, hvor meget de egentlig forventede af deres unge associates (herovre er de ikke fuldmægtige først, men bliver associates lige ud af law school, forudsat de består deres bar essam). Jeg besluttede mig derfor for at gå manden på klingen og spørge konkret ind til deres forventninger. Nu vil jeg ikke gå ind i kedelige tal for debiterings krav, men jeg kan blot konstatere, at der forventes 30-40% flere "billable hours" (debiterbare timer) af de unge færdiguddannede herovre, i forhold til de tal jeg kender hjemmefra. Jeg synes talene sættes fint i perspektiv af, at jeg forleden modtog en mail fra fakultetet, der opfordrede til, at man opsøgte hjælp, hvis man gik med selvmordstanker, for som mailen sluttede "Remember.... it's only law school".

Super Bowl Sunday

Så blev det tid til en af de største årlige begivenheder i USA. Der snakkes naturligvis om "Clash of the Titans" aka Super Bowl. Vi kunne selvfølgelig ikke sidde denne fantastiske chance, for at indtage klam mad og råbe af en sportsgren ingen af os rigtig forstår, overhørig. Scenen var derfor sat i pool rummet i The Tower med pizza, chips, øl, slik osv. Noget overraskende var der praktisk talt ingen amerikanere til stede under kampen. Om dette skyldes, at alle amerikanere ved bedre end, at se kampen sammen med et hold uvidende europæere eller om sporten er "so last year" herovre, skal jeg lade stå åbent.

Jeg havde forud for kampen valgt mig en favorit på saglige kriterier som, hvor tæt byen lå på SF, farven på holdets dragt, navnet på holdets quarterback og mange flere kriterier jeg ikke vil røbe i et offentligt forum. Jeg havde således besluttet mig for, at min gunst skulle tilhøre New Orleans Saints. Dette viste sig heldigvis at være et utrolig godt valg, da The Saints vendte et nært forestående nederlag til sejr i kampens afsluttende minutter.

Sejren til New Orleans har efterfølgende fået min til meget kraftig at overveje at flyve et par dage ned til Mardi Gras (Fat Tuesday), der som bekendt er et kæmpe årligt karneval, der afholdes i New Orleans tirsdag d. 16. februar. Man skulle jo være et skarn, hvis man var for fin til lige at kigge forbi og sige tillykke med sejren.

Træerne gror ikke ind i himlen

Fredag skulle Bambi (jeg var aldrig i tvivl om, at hun var en "Bambi") så stå sin store prøve. Jeg havde besluttet mig for at cykle gennem Golden Gate Park ned til vandet, en ca. 10 km cykeltur hver vej. Jeg kom imidlertid ikke længere end til den første bakke, før jeg kunne konstatere, at Bambis dæk var klar til at sprænge, så der var desværre ikke andet at gøre, end at suse forbi en cykelsmed, der kunne sætte nogle nye dæk på. Jeg blev en smule deprimeret over at konstatere, at nye dæk kostede godt det samme, som cyklen havde kostet.



20 min og en smule surmulen senere var Bambi klar igen og turen kunne gå til Golden Gate Park. Turen var super lækker og parken er virkelig gearet til cyklister. Parken er ca 6 km lang og har en væld af forskellige attraktioner som en japansk te have, en zoo, et slags museum, en polo bane (!), bøfler (!), fodboldbaner m.v.





Efter en smuk tur gennem parken nåede vi vores mål, stranden. Det var en forholdsvis vindstille dag og alligevel var der 4-5 m høje bølger. Jeg skal her indskyde, at jeg har droppet alle planer om at bade i havet ud fra San Francisco. Hun er sgu en vred kvinde hende Frk. Pacific!



På hjemturen slog vi så et smut forbi Alamo Square, der som bekendt huser de berømte "Painted Ladies". Det er nogle enormt fascinerende og smukke huse, men som alt andet, der er værd at se i San Francisco, ligger de på toppen af en stejl bakke (havde nær kostet mig livet - suk!). Alt i alt en kanon tur og det er bestemt ikke sidste gang jeg har cyklet gennem parken.



Bambi sover fortsat sammen med mig men jeg har bestilt en lås fra Amazon så fra tirsdag ryger hun i kælderen, hvad enten hun synes om det eller ej.

On popular demand

Folket har talt. Her er han så, Ian Ziering aka. Mr. Steve Sanders.

Bemærk venligst min yderst akavede stilling. Det er jo tydeligt, at man er i en stor mands nærvær og føler sig uværdig.

Til dem, der endnu ikke kender historien, så var "Mr. Sanders" på besøg til introforelæsningen på en Entertainment Law hold, som jeg en årgang havde planer om at følge. Den ene af underviserne repræsenterer ham som hans agent. Ian har senest kunne ses som "Testiclees" i filmen "The Legend of Awesomost Maximus", i sæson 4 af "Dancing with the Stars" og høres som "Vinnie" i "Biker Mice from Mars", så kritikere vil nok mene, at han aldrig helt har rejst sig efter hans storhedstid i 90210.

Da der er kommet så voldsom positiv respons efter dette møde, vil jeg hermed love jer følgende: There will be more celebrities! (det er jo det de unge vil ha')

San Francisco Museum of Modern Art (SFMOMA)

I går var vi så et smut forbi San Francisco's Museum of Modern Art. Det var en meget spændende tur, selv om den var endnu et vidnesbyrd om, at jeg har omtrent lige så meget kunstnerisk forståelse som en kølle.



Billedet er taget foran kunstværket "5,000,000 Suns", der er en samling af en masse private fotos af solen. I grunden et meget fascinerende og flot værk.




Her ses jeg ude foran museet i min fine nye UC Hastings trøje (måtte simpelthen eje en).




Den her forstod jeg i særdeleshed ikke, der mangler jo ligesom noget for at det er sjovt.




Endelig var der dette værk af Michael Jackson og hans abe (Bubbles?). Værket har naturligvis oplevet en opblomstring i popularitet efter MJ stemplede ud for et halvt år siden.

SF bycicle community

Så er undertegnede blevet medlem af San Francisco's cykelejer klub. Den kostede mig den nette sum af $ 50, så den må siges at være et super godt køb.

Som billedet antyder sover bæstet i første omgang på værelset sammen med mig, men når den bliver lidt mere voksen (læs: har fået en lås) ryger den ned i kælderen sammen med de andre cykler.

Bedre sent end aldrig

Så fik jeg langt om længe oprettet mig en blog, hvor jeg kan delagtiggøre verden i mine små oplevelser i det store udland.

Billedet viser indgangen til "The Tower", der er mit hjem de næste 4 måneder. The tower er egentlig et gammelt hotel som fakultetet anvender til at indlogere studerende. Værelset er ret lille (måske 20 kvm) og ikke noget at skrive hjem om (jeg vil dog nævne at isolering ikke er amerikanernes stærkeste side). Det er ikke desto mindre blevet rigtig hyggeligt efter jeg har hængt det Californiske flag op på den ene væg og klistret en masse billeder af venner og familie på den anden.

The Tower ligger i et kvarter, der populært bliver kaldt "The Tenderloin". Kvarteret bærer i høj grad af fattigdom og jeg kan ikke bevæge mig på gaden uden at løbe ind i pushere, hjemløse og diverse andre galninge. Jeg skal dog med det samme gøre opmærksom på, at kvarteret ikke er farligt, men bare et vidnesbyrd om bagsiden af medaljen af USA's velfærdssystem (eller mangel på samme).

Bortset fra kvaliteten af værelset og nabolaget er The Tower et drøn lækkert sted at bo. Det ligger 50 m fra stedet, hvor vi har undervisning og er således yderste bekvemt. Fra mit værelse har jeg udsigt til Civic Center, der bliver oplyst efter mørkets fremtid (billedet). Den skarpe historie interesserede vil nok bemærke at det var her den store bøsserettigheds forkæmper Harvey Milk endte sige dage. Udover en skøn udsigt har The Tower et lækkert fælles rum med storskærm og pool, som jeg har stor glæde af (beware Mr. Bloch!), en gymnastik sal, hvor vi 2-3 gange om ugen spiller indendørs fodbold og et Skyroom på 24. sal, der byder på den skønneste panorama udsigt over byen (billeder følger ved en senere lejlighed).

Da oprettelsen af denne blog kommer en kende sent, vil jeg lige at skitsere to af højdepunkterne so far.

Det første er at Peter og Mie (hhv. ex-Lett'er, bagerst på venstre side af bordet og Lett'er, bagerst på højre side af bordet) var på et kort weekend besøg for 1½ uges tid siden. Dette blev til en skøn sushi middag, en solid bytur, et underholdende og lærerigt besøg på Alcatraz (det berømte højsikkerheds fængsel i San Franciscos bugt) og et par gode gåture gennem San Francisco.

Den anden sjove oplevelse jeg vil nævne er, at jeg var til en Open Mike Night på en cafe sidste onsdag. Årsagen var primært, at en tysk udvekslings studerende er yderst ferm med en guitar. Han havde været på cafeen onsdagen før og havde gjort sådant et godt indtryk, at han var blevet bedt om at komme igen. Vi andre kunne naturligvis ikke sidde overhørigt, at vores nye ven var en "featured artist" (han var faktisk på plakaten) på en lækker cafe, så alle mødte op til denne aften. Aftenen var en bizar blanding af Leons (min tyske ven) bløde kærlighedsrock (han er super dygtig), et par andre sing-a-song-writers, der også fokuserede på en guitar og en hjertefølt sang eller to, en rapper, et par digtere, en ældre mand, der mest af alt lignede en gammel skipper, der optrådte med noget spoken word (en slags performance med digte) og endelig en gruppe, der kaldte sig Cyanide. Cyanide fortjener lidt særlig opmærksomhed - de startede med at fortælle de var et kristent death metal / rock-band, der var kraftigt inspireret af det gamle testamente og havde til formål at sprede guds ord gennem fed musik. Det konkrete nummer hed vidst "Fall of Jericho" og var i al sin enkelthed et 8-10 min langt "death growl" nummer (se http://en.wikipedia.org/wiki/Death_growl). Det var simpelthen intet mindre end en hysterisk morsom oplevelse at se dem gå på lige efter en sød lyshåret pige havde delagtiggjort os i hendes kærlighedsliv med et af hendes seneste digt. Aftenen endte med, at vi alle tog på karaoke-bar, hvor jeg gav et lille nummer med et gammelt Backstreet Boys nummer, jeg desværre har glemt titlen på.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at Charlotte og jeg har bestilt en skøn 6-dages tur til Hawaii i starten af marts og at Lars D.C. (læs: Lummergøjen) kommer 10 dage i april, hvor vi blandt andet skal et smut forbi Las Vegas, L.A. og forhåbentlig Grand Canyon. Så alt i alt er der rigtig gode udsigter til en masse super spændende oplevelser (naturligvis suppleret af et fagligt indspark i ny og næ).

Det var alt for denne gang