Så blev det langt om længe tid til, at jeg skulle besøge Lake Tahoe og få strukket brædderne lidt i sneen. Det var en 4 timer lang bustur så vi stod op kl. 3 om morgenen for at nå vores bus, der gik kl. 4.
Kl. 8.30 stod vi så på pisten i høj solskin og var klar til at springe ud i det. Jeg skal i denne forbindelse bemærke, at skiltet på toppen af bjerget gjorde mig en smule nervøs.
På trods af hvor komfortabel og billig turen var, var det kun Karsten (en af de andre danske drenge i San Francisco) og jeg, der kunne lokkes ud af fjerene og komme afsted. Det var imidlertid meget lækkert, da vi var på stort set samme niveau (bortset fra, at Karsten var mere yndefuld end mig - men hvem er ikke det?).
Det gode vejr holdt desværre ikke og op af dagen begyndte det således at vælte ned med sne. Det hindrede os dog ikke i at have en kanon dag og det er bestemt ikke sidste gang jeg smutter på en en-dagstur til bjergene.
Da dagens skiløb var overstået, stod den på hotdogs og rødvin i snestorm. Hvad mere kan man bede om?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar